 |
Højmiddelalder
Middelalder
Betegnelsen 'middelalder' bruges i dansk historie normalt om de ca. 500 år, hvor den vesteuropæiske katolske kirke under paven i Rom spillede en væsentlig rolle i Danmark. Den danske konge Harald Blåtand og dermed i princippet også hans rige var ganske vist gået over til kristendommen ca. 965, men først små hundrede år senere nåede kirken en sådan grad af organisering, at det begyndte at minde om forholdene i andre europæiske lande. Der er derfor god mening i at kalde perioden fra ca. 1050 til Reformationen i 1536 for middelalderen. Når vi så kalder den første del af middelalderperioden for 'højmiddelalderen' skyldes det, at det er denne betegnelse man i almindelighed bruger om Europas historie ca. 1050-1340. I dette ligger en opfattelse af perioden som et tidsrum præget af vækst og blomstring.
vikingetid
Vikingetiden, som vi kalder perioden ca. 800-1050, var præget af stærk ekspansion udadtil i form af plyndring, handel og kolonisering, et landbrug, hvor kvægavl spillede hovedrollen, samt trosforestillinger, der det meste af tiden var domineret af asatroen (Odin og Thor osv.), mens kristendommen kun meget langsomt trængte frem i periodens slutning. Alt dette ændrede sig fra omkring midten af 1000-tallet.